220
elegant Ben, bønfaldt Emma om at skaffe ham et mageligere. Naturligvis maatte Charles atter punge ud dertil.
Karlen begyndte altsaa atter sin gamle Haandtering; man saae ham ligesom før fare igjennem Landsbyen, naar Charles i det Fjerne hørte den tørre Lyd af hans Træben mod Stenene, gik han hurtig en anden Vei.
Det var Kjøbmanden Hr. L'heureux, der havde paataget sig denne Bestilling, hvilket gav ham Anledning til at besøge Emma. Han passiarede med hende om de nye Forsendelser fra Paris, om tusinde Ting, der kunne interessere Damerne, viste sig meget forbindtlig og forlangte aldrig Penge. Emma bukkede under for denne Lethed til at kunne tilfredsstille sine Luner, saaledes ønskede hun at forære Rodolphe en smuk Ridepisk, der var udstillet i Rouen i et Paraplyudsalg. Næste Uge lagde L'heureux den paa hendes Bord.
Men et Par Dage efter indfandt han sig hos hende med en Faktura paa tohundrede og halvfjerdsindstyve Francs foruden Centimerne. Emma blev meget forlegen, alle Sekretærskufferne var tomme, man skyldte Lestiboudois for flere Uger, Pigen et halvt Aars Løn og mangfoldige andre Ting, og Bovary ventede med Utaalmodighed paa en Sendelse fra Hr. Derozerays, der hvert Aar pleiede at betale sit Honorar henimod St. Hansdag.
Det lykkedes hende først at bevæge Kjøbmanden til at vente lidt, men endelig tabte han Taalmodigheden, man pinte ham, hans Kapitaler stod ude, og hvis han ikke fik nogle ind, saae han sig nødsaget til at tage alle de Varer tilbage, hun havde faaet.
— Ja, tag dem kun, sagde Emma.
— Det var jo kun mit Spøg, svarede han. Det eneste, jeg gjerne vilde have, var Ridepisken, jeg kan jo bede Deres Mand derom.
