216
som en Blykugle i et Sølvfad, løftede Emma skjælvende Hovedet for at gjætte, hvad han mente, og de betragtede hinanden i Tavshed, næsten forbavsede ved Synet, saa fjernt var de i Tankerne fra hinanden. Charles betragtede hende med en Berusets usikkre Blik, idet han ubevægelig lyttede til den Amputeredes siste Skrig, der snart lød som dæmpede Raab, snart som et vildt Hyl, ligesom et Dyr man slagter. Emma bed i sine kridhvide Læber, og idet hun rullede en Gren af Koralbusken, som hun havde brækket af, mellem Fingrene, fæstede hun sine flammende Øine paa Charles som to Ildpile, der var beredte til at fare imod ham. Alt ved ham irriterede hende nu, hans Ansigt, hans Dragt, de Ord, han ikke sagde, hans Person, kortsagt hele hans Tilværelse. Hun angrede sin tidligere Dyd som en Brøde, hvad der endnu var levnet faldt sammen under hendes Hovmods rasende Slag, med hadefuld Ironi frydede hun sig over sin Brøde. Mindet om hendes Elsker vendte tilbage til hende med svimlende Tiltrækningskraft, hendes Sjæl fløi henimod dette Billede med en ny Enthusiasme, og Charles forekom hende ligesaa løsreven fra hendes Liv, saa fraværende for bestandig derfra, saa umulig og tilintetgjort, som om han skulde døe og allerede rallede i Dødskampen for hendes Øine.
Men der hørtes Skridt paa Fortouget, Charles saae ud, og gjennem det nedrullede Jalousie fik han Øie paa Doktor Canivet, der tørrede Sveden af Panden, mens Homais gik bag efter ham med en stor rød Æske i Haanden, de rettede deres Skridt henimod Apoteket.
I et Anfald af Ømhed og Modløshed, vendte Charles sig om mod sin Kone med de Ord:
— Saa kys mig dog, kjære Emma!
— Lad mig være! udbrød hun rød af Harme.
