215
gede om derimellem som en tom Tønde, der flyder paa Bølgerne og bortskylles af Havet.
Emma sad ligeoverfor ham og betragtede ham, hun delte ikke hans Ydmygelse, hun følte en ganske anden; det var at have kunnet indbilde sig, at en slig Mand kunde udrette Noget, ligesom hun ikke mangfoldige Gange havde seet Beviser paa hans Middelmaadighed.
Charles gik op og ned i Stuen, hans Støvler knirkede.
— Sæt Dig ned, udbrød hun, Du irriterer mig. Han satte sig.
Hvorledes var det dog gaaet til, at hun endnu engang havde taget feil? hvilken ulyksalig Mani havde drevet hende til at forspilde sin Tilværelse med idelige Ofre? — Hun mindedes alle sine luxuriøse Instinkter, alle sin Sjæls Savn, Ægteskabets, Husholdningens Smaaligheder, hendes Drømme, der var faldne i Snavset som saarede Duer, Alt, hvad hun havde ønsket, Alt, hvad hun havde nægtet sig, Alt, hvad hun kunde have havt, og hvorfor, hvorfor?
Den Tavshed, der fyldte Landsbyen, afbrødes af et gjennemtrængende Skrig. Bovary blev saa bleg, som om han skulde besvime. Hun rynkede Brynene med en nervøs Bevægelse og vedblev:
Og det var for hans Skyld, for dette Menneskes! for denne Mand, der ikke forstod Noget, ikke følte Noget, thi han sad der ganske rolig uden engang at ane, at det Latterlige ved hans Navn nu vilde besudle hende ligesom ham. Og hun havde gjort sig saamegen Umage for at elske ham, og hun havde grædende angret at have hengivet sig til en Anden.
— Det var maaske en Valgus, udbrød pludselig Charles, der sad fordybet i Grublerier.
Ved denne uventede Yttring, der faldt paa hendes Tanker
