214
Fjerkræ. Nu vil De formodentlig indvende, at Alting er en Vane . . . en Vane, ikke sandt?
Derpaa begyndte de to Herrer uden Hensyn til Hippolyte, der svedte af Angst i Sengen, en Samtale, hvori Apotekeren sammenlignede Lægens Koldblodighed med Hærførerens; denne Sammenligning smigrede Doktoren, der udbredte sig angaaende sin Kunsts Krav, han betragtede sit Hverv som et Præstekald; skjønt der var saamange Fuskere, der skamskjendede det. Endelig vendte han sig til Patienten, undersøgte Bandagerne, som Homais havde bragt og forlangte En, der skulde holde paa Lemmet. Man sendte Bud efter Lestiboudois, og med opsmøgede Ærmer gik Canivet ind i Billardsalen, mens Apotekeren blev alene med Gjæstgiversken og Artémise, der begge var hvidere i Ansigtet end deres Forklæder og lyttede spændt ved Døren.
Imidlertid vovede Bovary ikke at gaae ud. Han sad i Kakkelovnskrogen med sænket Hoved, foldede Hænder og stivt Blik. Hvilket Uheld! tænkte han, hvilken Skuffelse! han havde dog taget alle mulige Forholdsregler, Skjæbnen havde blandet sig deri. Ligemeget! Hvis Hippolyte nu døde, havde han da ikke myrdet ham? Og hvilke Grunde skulde han angive, naar hans Patienter udspurgte ham? Maaske havde han taget feil i Et eller Andet? Han søgte, men kunde ikke finde Noget, selv de dygtigste Læger kunde jo begaae Feil. Men det vilde man aldrig troe, man vilde tvertimod gjøre sig lystig over ham, bagtale ham! Det vilde blive bekjendt overalt, ligetil Forges, ligetil Neufchâtel. Hvem kunde vide, om hans Kolleger ikke vilde skrive imod ham? der kunde følge en Polemik, man maatte svare i Bladene! Hippolyte kunde paaføre ham en Proces, han saae sig vanæret, ruineret, fortabt! Og hans Fantasi, der ængstedes af alle mulige Gisninger, svin-
