Side:Fru Bovary.djvu/219

Denne side er blevet korrekturlæst

211

ind paa religiøse Gjenstande, mens hans Ansigt antog et dertil passende Udtryk.

Hans Bestræbelser syntes at skulle have Held med sig, Patienten bevidnede snart sin Lyst til at gjøre en Pilegrimsfart til „Bon Secours”, hvis han kom sig, hvortil Abbed Bournisien svarede, „at det var meget fortjenstfuldt, to Forholdsregler var bedre end een, og man risikerede jo Intet derved.”

Apotekeren harmedes over det, som han kaldte „Præstens Rænker”, det skadede kun Hippolytes Helbred, paastod han, og han gjentog idelig for Madam Lefrançois: Lad ham bare være, De forstyrrer ham blot med Deres Mysticisme.

Men den gode Kone vilde ikke høre ham, han var Skyld i Alt, netop for at ærgre ham ophang hun et fyldt Vievandskar med en Buxbomgren ved den Syges Hovedgjærde.

Imidlertid syntes Religionen ligesaalidt som Kirugien at kunne hjælpe Staklen, og en uimodstaaelig Raaddenskab trak fra Extremiteterne op til Maven. Man kunde variere Mixturerne og forandre Omslagene, Musklerne løsnedes med hver Dag mere og mere, og endelig nikkede Charles bekræftende, da Madam Lefrançois spurgte ham, om hun ikke burde gribe til den Udvei at sende Bud efter Hr. Canivet fra Neufchâtel, der havde et stort Navn.

Denne Kollega, der var Doctor medicinæ, halvtredsindstyve Aar gammel, sad i en god Stilling og havde en stærk Selvtillid, generede sig ikke for at lee haanligt, da han saae dette Ben, hvori der var gaaet Koldbrand ligetil Knæet. Efter kort og godt at have erklæret, at Benet maatte amputeres, gik han hen paa Apoteket og skjældte og smældte løst mod de Fæhoveder, der havde bragt den ulykkelige Mand i en saadan Tilstand. Han rystede Homais i en af hans Frakkeknapper og buldrede løs: