210
— Bryd Dig bare ikke om det, min Dreng! sagde Madam Lefrançois, de har pint Dig nok. Du bliver kun svækket derved, nei, spis Du bare dette her. Og hun gav ham en Skaal Kjødsuppe, en Skive Lammelaar, et Stykke Flæsk og stundom et lille Glas Brændevin, som han dog ikke havde Mod til at føre til Munden.
Da Abbed Bournisien erfarede, at det blev værre med ham, ønskede han at see til ham. Han begyndte med at beklage hans Ulykke, men erklærede, at han burde være glad derover, da det jo var Herrens Villie og hurtig benytte sig af Leiligheden til at forsone sig med Himlen.
— Thi, sagde den Geistlige med en faderlig Tone, Du har forsømt Dine Pligter noget, man saae Dig kun sjelden ved Gudstjenesten, hvormange Aar er det ikke siden, Du har været ved Herrens Bord? Jeg kan godt forstaae, at Dine Beskjæftigelser og Verdens Tummel har kunnet fjerne Dig fra Omsorgen for Din Sjæls Frelse, men nu er det Tid til at overveie. Bliv blot ikke fortvivlet, jeg har kjendt store Syndere, som i det Øieblik, de skulde staae frem for deres Gud, (ja Du er ikke saa nær endnu, det veed jeg nok) har bønfaldt om hans Miskundhed og visselig er døde med den bedste Fortrøstning. Lad os haabe, at Du ligesom disse vil give os et godt Exempel. Hvad vilde vel være til Hinder for, at Du Morgen og Aften læste et „Huldrige Maria! Jeg Dig hilser” og et „Fader vor”. Ja gjør det for min Skyld! Du gjør mig en Tjeneste derved, det koster Dig jo ikke Noget . . . Lov mig det nu!
Den stakkels Djævel lovede det, Præsten kom igjen de følgende Dage. Han passiarede med Gjæstgiversken og fortalte endogsaa Historier, der var krydrede med godmodig Skjemt og Brandere, som Gaardskarlen ikke kunde forstaae, men saasnart som Omstændighederne tillod det, slog han atter
