13
derude, hvor det maatte være kiøligt ude under Bøgenes Løv! Og han spilede sine Næsebor op for at indaande den milde Luft fra Landet, der dog ikke naaede over til ham.
Han blev mager og høiere, og der kom i hans Ansigt et lidende Udtryk, som næsten gjorde det interessant.
Af Ligegyldighed slap han efterhaanden alle de Beslutninger, han havde taget. En Dag lod han være at gaae paa Hospitalet, næste Dag forsømte han en Forelæsning, han fik Smag paa Dovenskab og blev tilsidst en reen Driver.
Han vænnede sig til at gaae paa Kaffehusene og blev en lidenskabelig Dominospiller. Saadan hver Aften at lukke sig inde i et smudsigt offentligt Lokale og sidde og klapre paa Marmorborde med smaa Faareben, der var mærkede med sorte Prikker, — det forekom ham at være et kosteligt Bevis paa Selvstændighed og forøgede i høi Grad hans Selvagtelse. Det var ligesom en Indvielse til det selskabelige Liv, en Adgang til forbudte Glæder, og naar han gik ind, lagde han Haanden paa Laasen med en næsten sanselig Fryd. Saa udfoldede mange hidtil forkuede Følelser sig i ham, han lærte Viser udenad, som han sang ved Soldene, blev en enthusiastisk Beundrer af Béranger, lærte at lave Punsch og gjorde sluttelig Bekjendtskab med Kjærlighedens Glæder.
Takket være disse forberedende Studier faldt han igjennem til sin Examen som officier de santé[1]. Man ventede ham hjem samme Aften til et lille Gilde i Anledning af det heldige Resultat.
Han gik hjem, men blev staaende ved Indgangen til Landsbyen og sendte Bud efter sin Moder, hvem han saa betroede det Hele. Hun undskyldte ham, skiød Skylden for
- ↑ De franske officiers de santé udgjøre en lavere Klasse af Læger. O. A.
