Side:Fru Bovary.djvu/209

Denne side er blevet korrekturlæst

201

Hun sad nogle Øieblikke med det grove Stykke Papir i Haanden. Der vrimlede af ortografiske Feil, og Emma forfulgte den venlige Tanke, der kaglede derigjennem som den i Tjørnehækken halvt skjulte Høne. Han havde tørret Skriften med Aske fra Kaminen, thi lidt graat Støv gled fra Brevet ned paa hendes Kjole, og hun troede næsten at see sin Fader bøie sig ned mod Arnestedet for at gribe Ildtangen. Hvor det var længe siden, hun havde siddet hos ham paa Skamlen ved Kaminen, da hun sved Spidsen af hans Stok i Sivbaalet . . . Hun mindedes de solvarme Sommeraftener, Føllene som vrinskede, idet man gik forbi dem og satte afsted i Galop . . . Under Vinduet stod en Bikube, og undertiden svang Bierne sig i Sollyset og slog mod Ruderne ligesom tilbagespringende Guldkugler. Hvor var hun ikke lykkelig dengang! hvilken Frihed! Hvilke Forhaabninger, hvilken Rigdom af Illusioner! Og nu var der ingen tilbage! Hun havde sat dem alle til i sit Livs forskjellige Faser, i sin Jomfrustand, i sit Ægteskab, i sin Kjærlighedsforbindelse — hun havde tabt dem langs med Livet, ligesom den Reisende, der lader Noget blive tilbage af sin Rigdom i alle Gjæstgiverstederne paa Veien.

Men hvad gjorde hende da saa ulykkelig? Hvor var den Katastrofe, der havde forstyrret hendes Liv? Hun hævede Hovedet og kastede et Blik rundt om sig ligesom for at søge efter Aarsagen til sine Lidelser.

Foraarssolen skinnede paa Porcelænet paa Etagèren, Ilden knittrede, hun følte det bløde Tæppe under sine Morgensko, Lyset var klart, Luften mild, og hun hørte sit Barn lee høit af Glæde.

Den Lille boltrede sig udenfor i Haven, hvor Lestiboudois just stod og rev Græsset. Bertha laae plat ned paa Maven, mens Pigen holdt hende ved Skjørtet, hver Gang Karlen