200
Høns, og vær saa venlig at sende mig Kurven tilbage tilligemed de to tidligere. Jeg bar havt et Uheld med mit Vognskur, Taget fløi nemlig af forleden Nat i den stærke Blæst. Høsten har heller ikke været gunstig. Derfor veed jeg ikke, naar jeg faaer Stunder til at besøge Jer. Det er saa vanskeligt for mig at forlade Hjemmet, nu da jeg er ene.”
Her var et Mellemrum mellem Linierne, som om den gamle Mand havde ladet Pennen falde, for at tænke sig lidt om.
„Hvad mig selv angaaer, saa har jeg det godt med Undtagelse af en Forkjølelse, jeg fik forgangen Dag paa Markedet ved Yvetot, hvor jeg var taget hen for at fæste en Røgter, da jeg havde jaget min gamle paa Døren formedelst hans store Lækkersultenhed. Ja man har sin Nød med det Kjæltringekram. Han duede nu forresten slet ikke.”
„Af en Bissekræmmer, som i Vinter besøgte Jeres Egn og fik en Tand trukken ud hos Din Mand, fik jeg at vide, at Bovary har godt at bestille. Det undrer mig ikke. Fyren viste mig sin Tand, og derefter drak vi en Kaffepunsch. Jeg spurgte ham, om han havde seet Dig, han svarede nei, men han havde seet to Dyr i Stalden, hvoraf jeg slutter, at Forretningen gaaer godt. Desbedre, mine kjære Børn, og gid den gode Gud maa skjænke Jer al mulig Lykke.”
„Det gjør mig ondt, at jeg endnu ikke har seet mit elskede Barnebarn. Nede i Haven lige under Dit Kammer har jeg plantet et Blommetræ, og der maa ikke røres deraf for det Første, men senere skal der laves Marmelader deraf, som jeg vil gjemme til hun kommer for at besøge mig.”
„Lev vel, mine kjære Børn! Mange Kys til Jer alle Tre”.
