199
han da ikke længer Baand paa sig, og umærkeligt forandrede hans Optræden sig.
Han havde ikke som forhen disse saa milde Ord, der fik hende til at græde eller disse lidenskabelige Kjærtegn, der næsten gjorde hende vanvittig, — deres dybe Kjærlighed, hvori hun havde sænket sig med hele sin Sjæls Fylde, syntes at svinde ind, ligesom Vandet i en Flod, der svinder bort fra Leiet, og hun fik Øie paa Dyndet. Hun vilde ikke troe derpaa, hun fordoblede sin Ømhed, og Rodolphe skjulte kun mindre og mindre sin Ligegyldighed.
Hun vidste ikke, om hun fortrød, at hun havde hengivet sig til ham, eller om hun ikke tverimod ønskede at elske ham endnu høiere. Ydmygelsen ved at føle sig svag forvandlede sig til et Nag, som Vellysten dog mildnede. Det var ikke Hengivenhed men ligesom en vedvarende Forførelse. Han underkuede hende. Hun var næsten angst for ham.
Tilsyneladende var deres Forhold roligere end nogensinde, da det var lykkedes Rodolphe at lede det efter sit Hoved, og efter et halvt Aars Forløb, da det atter blev Foraar, stod de ligeoverfor hinanden som et Par Ægtefolk, der jævnt vedligeholde Arnens Flamme.
Det var paa den Tid, at Fa'er Rouault pleiede at sende en Kalkun til Minde om sit kurerede Ben. Præsenten var stadig ledsaget af et Brev. Emma skjar Snoren over, der holdt det til Kurven og læste følgende Linier:
„Jeg haaber, at Medfølgende maa finde Jer ved godt Helbred, og at den maa være ligesaa god som de forrige, thi den forekommer mig lidt blødere, om jeg saa tør sige, og federe. Men næste Gang vil jeg dog til en Forandring skikke Jer en Hane, med mindre I særlig sætter Pris paa
