197
Det var i Lysthuset paa den samme Bænk af tørre Grene, hvor fordum Léon havde seet saa forelsket paa hende de lange Sommeraftener. Nu var han langt borte fra hendes Tanker!
Stjernerne skinnede igjennem de bladløse Jasminers Grene. Bag ved sig hørte de Strømmen flyde og undertiden en Raslen af de tørre Siv ved Breden. Trætykningerne svulmede hist og her frem i Mørket, undertiden foer de alle pludselig sammen, reiste sig og heldede sig henimod de Elskende som umaadelige mørke Bølger, der nærmede sig for at opsluge dem. Nattekulden fik dem til at klynge sig tættere op til hinanden, deres Sukke forekom dem stærkere, deres Øine, som de neppe skimtede, forekom dem større, og midt under Tavsheden blev der ganske sagte hvisket Ord, der faldt paa deres Sjæl med krystalren Vellyd og klang dybt og længe.
Naar det var en regnfuld Nat, flygtede de ind i Konsultationsværelset mellem Skuret og Stalden. Hun tændte et af Lysene fra Kjøkkenet, som hun havde skjult bag Bøgerne. Rodolphe installerede sig der, som om han var hjemme. Imidlertid vakte Synet af Biblioteket og Skrivebordet, kort sagt af hele Værelset hans Munterhed, og han kunde ikke bare sig for at fremkomme med adskillige ironiske Bemærkninger angaaende Charles, der gjorde Emma forlegen. Hun havde ønsket at see ham alvorligere og mere dramatisk, naar der var Anledning dertil, som for Exempel engang, da hun troede at høre Lyden af Skridt, der nærmede sig.
— Der kommer Nogen! hviskede hun.
Han pustede Lyset ud.
— Har Du Pistoler hos Dig?
— Hvorfor?
— For at forsvare Dig, . . . . naturligvis!
— Mener Du mod Din Mand! Den Stakkel!
