195
noget Ætsende til at sammensætte en Kobberforbindelse, hvormed han kunde tage Rusten af forskjellige Jagtrekvisiter. Emma gjøs.
— Ja, Veiret er ikke heldigt, det er saa taaget, bemærkede Apotekeren.
— Og dog, svarede Binet med et fiffigt Smil, er der Folk, der synes ganske godt derom.
Hun var nær ved at kvæles.
— Vil De saa give mig . . . .
— Men gaaer han da aldrig? tænkte hun.
— En halv Unze Terbentin og Harpix, fire Unzer gult Vox til at rense det lakerede Læder paa min Jagtdragt og tre halve Unzer Trækul.
Apotekeren begyndte at skjære Vox, da Fru Homais viste sig med Irma i sine Arme, Napoléon ved sin Side og Athalie bag efter sig. Hun satte sig ned paa Bænken ved Vinduet, og Drengen krøb sammen paa en Taburet, medens hans ældste Søster snusede omkring Bolschekrukken henne ved sin lille Papa. Han hældte i Tragter og tilproppede Flasker, klistrede Etiketter og lavede Pakker. Der var ganske stille, og kun af og til kunde man høre Vægten klinge i Skaalerne og et Par dæmpede Ord af Apotekeren, naar han gav sin Elev en Forskrift.
— Hvorledes har Deres Lille det? spurgte pludselig Fru Homais.
— Tys! raabte hendes Mand, der skrev Tal ind i Kladebogen.
— Hvorfor har De ikke taget hende med? vedblev hun dæmpet.
— Tys, tys, hviskede Emma og pegede hen paa Homais.
Men Binet, der var aldeles fordybet i at see paa Reg-
