194
da alle Mennesker i Yonville vidste, at Barnet allerede for et Aar siden var kommet tilbage til Forældrene, forøvrigt boede der Ingen i Omegnen, denne Vei førte kun til La Huchette, Binet havde altsaa gjættet, hvorfra hun kom, og han vilde ikke tie stille, han vilde sladre af Skole, det var hun vis paa. Hun vedblev lige til Aften med at pine sig selv for at hitte paa alle mulige Slags Løgne, og uophørligt havde hun dette Fæhoved med hans Jagttaske for Øie.
Da Charles efter Maaltidet saae hende saa tankefuld, vilde han have hende lidt med ind til Apotekerens, for at adsprede hende, og det første Menneske, hun saae paa Apoteket, var atter Binet, han stod foran Disken, belyst af Skjæret fra de røde Krukker.
— Vil De give mig en halv Unze Vitriol, hørte hun ham sige.
— Justin! raabte Apotekeren, bring mig Svovlsyren! og idet han vendte sig om til Emma, der vilde gaae op til hans Kone, sagde han: Nei, bliv De kun, De skal ingen Uleilighed gjøre Dem, hun kommer ligestrax ned. Varm Dem imidlertid lidt ved Ovnen! . . . Undskyld mig et Øieblik! . . . Goddag Doktor (dette Ord udtalte Apotekeren med en vis Stolthed, ligesom han ved at anvende det paa en Anden, havde faaet noget af den Glans, han fandt derved, til at falde tilbage paa sig selv). Men tag Dig dog iagt for at vælte Morterne, Justin, hent hellere Stolene fra den lille Stue, Du veed jo nok, at Salsstolene ikke maa flyttes.
Og for at stille Salsstolene i Orden, foer Homais udenfor Disken, da Binet bad om en halv Unze Sukkersyre.
— Sukkersyre! udbrød Apotekeren foragteligt, jeg kjender ikke denne Benævnelse, den er mig aldeles fremmed. De mener formodentlig Oxalsyre, ikke fandt, Oxalsyre?
Skattekræveren forklarede ham da, at han skulde bruge
