193
pludselig sprang ud af Tønden ligesom en Trold, der farer frem af en Snusdaase. Han havde Gamascher spændte op ligetil Knæene, hans Kaskjet faldt ham ned over Øinene, Læberne dirrede, og Næsen var rød af Kulde. Det var Kaptain Binet, der laae paa Lur efter Vildænder.
— De burde have raabt mig an! udbrød han. Naar man seer en Bøsse, bør man strax gjøre Anskrig.
Med disse Ord søgte Skattekræveren at dølge den Frygt, hun havde indjaget ham, thi da Præfekten havde forbudt Jagt paa Vildænder paa hvilkensomhelst anden Maade end til Baads, var Binet trods sin Ærbødighed mod Lovene dog her i Konflikt dermed. Derfor troede han ogsaa hvert Øieblik at høre Markvogteren komme, men denne Uro pirrede kun Nydelsen, og ganske ene i sin Tønde beundrede han sit Held og sin Snildhed.
Ved Synet af Emma faldt der en tung Sten fra hans Hjerte, og idet han søgte at indlede en Samtale, bemærkede han:
— Det er ikke videre varmt i Veiret idag, det bider fælt.
Emma svarede ikke.
— De er gaaet meget tidligt ud idag, vedblev han.
— Ja, stammede hun, jeg har været hos Ammen, der har mit Barn i Pleie.
— Naa saaledes at forstaae, ja, seer De nu, hvad mig angaaer, saa har jeg været her ligefra Daggry, men det er jo saa taaget i Veiret, at man . . .
— Farvel Hr. Binet, afbrød hun ham og vendte ham Ryggen.
— Ærbødigste Tjener Frue! svarede han tørt og krøb ind igjen i sin Tønde.
Emma fortrød, at hun saa brat havde forladt Skattekræveren, han vilde uden al Tvivl drage ugunstige Slutninger. Historien med Ammen var den værste Undskyldning,
