192
Toilettebordet mellem Citroner, et Par Stykker hvidt Sukker og en Karaffel med Vand.
De brugte et godt Kvarter til at sige hinanden Farvel. Emma græd, hun havde ønsket aldrig at skulle forlade Rodolphe. En Magt, der var stærkere end hendes Villie drev hende henimod ham og det saa ofte, at han en Morgen, da hun uformodet besøgte ham, rynkede Ansigtet som En, der bliver forstemt.
— Men hvad feiler Du dog? Er Du syg? Sig mig det!
Endelig erklærede han med alvorlig Mine, at hendes Besøg blev uforsigtige, og at hun kompromitterede sig.
X.
Lidt efter lidt blev hun smittet af Rodolphes Angst. Kjærligheden havde først beruset hende, og hun havde ikke tænkt paa Noget udenfor den. Men nu, da den var bleven uundværlig for hendes Liv, frygtede hun for at miste Noget deraf, eller for at den skulde blive forstyrret. Naar hun gik hjem fra ham, kastede hun urolige Blikke fandt omkring sig og speidede efter hver Skikkelse, der viste sig i Horisonten og hver Vinduesrude, hvorfra man kunde see hende. Hun lyttede til Skridtene, Raabene, Lyden af Plovene og stansede blegere og mere skjælvende end Løvet paa Poplerne, der vuggede sig over hendes Hoved.
En Morgenstund, da hun saaledes vendte tilbage, troede hun pludselig at skjelne Mundingen af en lang Karabin, der sigtede paa hende. Den stak skraat frem af en lille Tønde, der laae halvt skjult mellem Græsset ved en Grøftekant. Nær ved at besvime af Angst gik dog Emma fremad, da en Mand
