189
— Hvad vil Du?
Ieftermiddag har jeg været hos Hr. Alexandre, han har et gammelt Hoppeføl, der endnu seer ganske godt ud, det er kun lidt skaldet paa Knæerne, man kunde rimeligvis faae det tilkjøbs for hundrede Daler. . . . I den Tanke at det maaske kunde glæde Dig, beholdt jeg det . . . . jeg har kjøbt det. . . . Synes Du om det? . . . Men saa svar mig dog.
Hun nikkede bekræftende, et Kvarterstid efter spurgte hun ham: Skal Du ud i Aften?
— Ja. Hvorfor?
— Aa, ikke for Noget, min Ven!
Og da hun var bleven fri for Charles, gik hun op og lukkede sig inde paa sit Værelse.
Først var hun ligesom svimmel, hun gjensaae Træerne, Veiene, Grøfterne, Rodolphe, og følte sig endnu omsluttet af hans Arme, medens Løvet skjælvede, og Sivene hvislede.
Men idet hun saae sig i Speilet, blev hun forundret over sit Udseende, aldrig havde hendes Øine været saa dybe, saa store, saa mørke. Noget Subtilt havde udgydt sig over hende og omskabt hende.
Hun vedblev at gjentage: Jeg har en Elsker, en Elsker, og hun frydedes ved denne Tanke, som om hun for anden Gang var bleven udviklet Kvinde. Endelig skulde hun altsaa besidde disse Elskovens Glæder, denne Lykkens Rus, som hun havde opgivet Haabet om. Hun traadte ind i et vidunderligt Land, hvor Alt skulde være Lidenskab, Extase, Feberrus; Følelsens Tinder funklede for hendes Tanker, og Hverdagstilværelsen stod kun for hende i det Fjerne og hyllet i Skygger.
Da mindedes hun Heltinderne i de Romaner, hun havde læst, og et Kor af disse utro Hustruer gav sig til at synge for hendes Sjæl med bedaarende Søsterstemmer. Hun blev ligesom en virkelig Del af disse Fantasiskabninger og realise-
