188
og afmægtig, badet i Taarer, med en heftig Gysen og skjulende Ansigtet hengav hun sig.
Aftenens Skygger sænkede sig, Solen, der faldt ned mellem Grenene, stak hende i Øinene. Hist og her rundt om hende i Løvet og paa Jorden dirrede lysende Pletter, ligesom om Colibrier i Flugten havde udstrøet deres Fjer. Der herskede dyb Tavshed overalt, en blid Fred syntes at svinde frem fra Træstammerne, hun følte atter sit Hjerte banke og Blodet strømme mildt og velgjørende om i hendes Legeme. Fjernt borte hinsides Skoven paa de andre Høie hørte hun et ubestemt langt Skrig, en hendøende Stemme, og hun lyttede tavst til disse Lyde, der blandede sig som en Musik med den sidste Vibreren af hendes bevægede Nerver. Med Cigaren mellem Tænderne slikkede Rodolphe med sin Pennekniv paa en af Tøilerne, der var gaaet itu.
De red tilbage til Yonville ad den samme Vei. De gjensaae Sporene af deres Heste paa Jorden, Side om Side, og de samme Buske, de samme Stene i Græsset. Intet omkring dem var forandret, og dog var der for hende kommet noget Betydeligere til, end om Bjergene havde skiftet Plads. Af og til hældede Rodolphe sig henimod hende og greb hendes Haand, for at trykke et Kys derpaa.
Hvor hun var nydelig til Hest! Rank, med sin slanke Skikkelse, med Knæet bøiet henover Dyrets Manke og lidt blussende af den friske Luft i Aftenrøden.
Paa Yonvilles Gade lod hun Hesten kapriolere, man saae paa hende fra Vinduerne.
Ved Bordet syntes hendes Mand, at hun saae godt ud; men hun lod, som om hun ikke hørte hans Spørgsmaal, da han erkyndigede sig om Turen, og hun sad grublende med Albuen paa Bordet mellem de to tændte Lys.
— Emma! sagde han.
