185
eget Hus, og aldrig før havde den lille Landsby, hvor hun levede, forekommet hende saa ussel. Fra den Høide, hvori de befandt sig, saae hele Dalen ud som en umaadelig bleg Sø, der fordampede i Luften. Skovpartierne sprang hist og her frem som sorte Klipper, og de høie Linier af Poppeltræer, der dukkede frem af Taagen, lignede Klitter, som bevægedes af Vinden.
Henover Grønsværet mellem Granerne laae der en brun Tone i den varme Luft. Jorden, der var brunrød som Snustobak, dæmpede Lyden af Skridtene, og med Hovene sparkede Hestene de nedfaldne Grankogler frem foran sig.
Rodolphe og Emma red saaledes langsmed Udkanten af Skoven. Af og til vendte hun sig bort for at undgaae hans Blik, og da saae hun kun de lange Ruder af Stammer, hvis ensformige Linie gjorde hende svimmel. Hestene pustede, Læderet paa Sadlerne knirkede.
I det Øieblik de red ind i Skoven, kom Solen frem.
— Gud beskytter os! sagde Rodolphe.
— Troer De? spurgte hun.
— Fremad, fremad! svarede han.
Han smækkede med Tungen, Dyrene løb til.
Lange Bregner fra Veikanten hagede sig fast til Emmas Stigbøiler; altsom de red videre frem, hældede Rodolphe sig hen over hende og trak dem ud efterhaanden. Atter andre Gange red han tæt hen til hende for at fjerne Grenene, og Emma følte hans Knæ streife hendes Ben. Himlen var bleven blaa, Bladene rørte sig ikke. Der var store Lysninger med blomstrende Lyng, violette Flader vexlede med graa, brune og gyldne Trætykninger alt efter Løvets forskjellige Farve. Ofte hørte man en Vingeklapren under Buskene eller Et hæst og sagte Skrig, naar en Ravn fløi ind imellem Egene.
