180
Eng dækket Bord Hoveddeltagerne i Mødet til et Festmaaltid. Ved Bordet herskede den hjerteligste Stemning, der blev udbragt forskjellige Skaaler. Hr. Lieuvain talte for Monarken, Hr. Tuvache for Præfekten, Hr. Derozerays for Agerdyrkningen, Hr. Homais for Industri og de skjønne Kunster, disse tvende Søstre, Hr. Leplichey for Fremskridtet. Om Aftenen oplystes Himlen pludselig af et straalende Fyrværkeri, man kunde kalde det et sandt Kaleidoskop, en straalende Operadekoration, og et Øieblik kunde vor lille By troe sig henflyttet til en Drøm fra „Tusind og een Nat”.
„Vi kan tilføie, at intet Uheld har formørket denne Familiefest.” Og han endte saaledes: „Geistligheden glimrede ved sin Fraværelse, den forstaaer rimeligvis Fremskridtet paa en anden Maade. Det staaer Eder frit for, mine Herrer Loyola!”
IX.
Der gik sex Uger. Rodolphe viste sig ikke, endelig kom han en Aftenstund.
Dagen efter „Mødet” havde han sagt til sig selv: „Det er ikke raadeligt at komme for hurtig igjen, det vilde være et Feilgreb,” og efter en Uges Forløb var han taget til forskjellige Jagtpartier. Efter Jagttiden tænkte han først, at det maaske var for sent; men derpaa anstillede han følgende Ræsonnement: „Hvis hun har elsket mig ligefra den allerførste Dag af, maa hun jo af lutter Utaalmodighed efter at gjensee mig elske mig endnu høiere. Lad os altsaa kun holde ud”. Han kunde indsee, at hans Beregning havde været rigtig, da Emma blegnede ved at see ham træde ind i Stuen.
Hun var ene. Dagen hældede, de smaa Musselinsgardiner gjorde kun Tusmørket tættere, og Forgyldningen paa
