179
— Ja, det trænger jeg virkelig ogsaa til, svarede hans Kone med en stærk Gaben, men vi har rigtignok havt et deiligt Veir til vor Fest.
— Ja deiligt, gjentog Rodolphe dæmpet og med et ømt Blik.
Og efterat have ønsket hverandre Godnat skiltes man.
To Dage efter stod der en lang Artikel i „Rouens Fakkel” om det landøkonomiske Møde. Homais havde skrevet den den følgende Dag i Begeistringens Hede.
„Hvorfor disse Festons, disse Blomster, disse Guirlander? Hvorhen strømmede denne Skare som det oprørte Havs Bølger under den tropiske Sols Straaler, der udspredte sin brændende Hede over vore Agre?” Derpaa udtalte han sig om Bøndernes Forhold, Regjeringen gjorde visselig meget, men dog ikke nok. „Mod, tilraabte han den, tusind Reformer er absolut nødvendige, lad os sætte dem i Værk.” Ved dernæst at omtale Hr. Lieuvains Ankomst glemte han ikke „vor Milits' krigerske Udseende” , „vore vimse Bønderpiger” og „Oldingerne med den skaldede Isse, et Slags Patriarker, hvoraf nogle, en Levning af vore udødelige Falanxer, endnu følte deres Hjerter banke ved Trommernes mandige Lyd”. Han anførte sig selv blant de første af Juryens Medlemmer og mindede endogsaa i en Note om, at Apotekeren Hr. Homais havde indleveret en Afhandling om Mosten til Selskabet for Agrikultur. Da han kom til Præmieuddelingen afmalede han de Belønnedes Fryd i dithyrambiske Udtryk. „Faderen omfavnede sin Søn, Broderen sin Broder og Ægtemanden sin Hustru. Mangen fremviste med Stolthed sin beskedne Medaille, og efter at være kommet hjem til sin brave Mage, har han uden Tvivl med Glædestaarer ophængt den paa sin Hyttes tavse Væg.”
„Henimod Klokken sex forsamlede et paa Hr. Liégards
