176
havde hun faaet deres Stumhed og Taalmodighed. Det var første Gang, hun saae saamange Mennesker om sig, og indvendig forskrækket ved Synet af Fanerne, Trommerne, Herrerne i sorte Kjoler og Lieuvains Kors stod hun aldeles stiv, idet hun ikke vidste, om hun skulde gaae nærmere eller løbe sin Vei, hvorfor Skaren stødte hende fremad, og hvorfor Dommerne tilsmilede hende. Saaledes stod et halvt Aarhundredes Trældom ligeoverfor disse fornøiede Spidsborgere.
— Træd kun nærmere, hæderlige Catherine, Nicaise, Elisabeth Leroux, sagde Lieuvain, efter at have taget Listen over de Præmiebelønnede fra Præsidenten, vexelvis mønstrede han Bladet og den gamle Kone, og med en faderlig Tone gjentog han: Kom kun nærmere, kom kun nærmere!
— Er hun døv? raabte Tuvache, der sprang op fra Lænestolen og gav sig til at raabe hende ind i Øret: Fireoghalvtredsinstyveaarig Tjenestetid, en Sølvmedaille, femogtyve Francs, den er til Dem!
Da hun havde faaet Medaillen, saae hun paa den. Et lykkeligt Smil viste sig paa hendes Ansigt, og idet hun gik bort, hørte man hende mumle:
— Den kan jeg gi'e vor Præst, saa kan han læse Messer for mig.
— Hvilken Fanatisme! raabte Apotekeren og bøiede sig hen til sin Sidemand.
Mødet var hævet, Skaren spredtes, og nu da Talerne var læst, indtog atter Enhver sin Rang, og Alt vendte tilbage til det Gamle. Herrerne skjændte paa Karlene, og disse slog Dyrene, indolente Triumfatorer, der vendte tilbage til Stalden med en grøn Krans mellem Hornene.
Imidlertid var Nationalgarden gaaet op paa første Sal i Mairiet med Boller, stukne paa Bajonetspidserne og med Bataillonstrommeslageren i Spidsen, der bar en Kurv med
