175
„flandersk Gjødning, Hørdyrkning — Draining — lang Forpagtningstid — tro Tjeneste”.
Rodolphe talte ikke, de saae paa hinanden, en inderlig Attraa fik deres Læber til at skjælve, og ganske sagte som af sig selv trykkede deres Hænder hinandens.
„Catherine, Nicaise, Elisabeth Leroux fra Sassetot for at have tjent fireoghalvtredsinstyve Aar i samme Forpagtergaard, en Sølvmedaille til en Værdi af femogtye Francs.
— Hvor er hun, Catherine Leroux? gjentog Hr. Lieuvain.
Hun kom ikke, og man hørte Stemmer, som hviskede:
— Saa gaa dog frem!
— Nei!
— Til Venstre!
— Der er jo ikke Noget at være bange for!
— Hvor hun dog er dum!
— Naa, kommer hun da! raabte Tuvache.
— Ja . . . . der er hun.
— Træd saa nærmere!
— En lille gammel Kone, som syntes at skrumpe yderligere ind i sine fattige Klæder, traadte op paa Estraden med frygtsom Holdning. Hun havde svære Træsko paa Fødderne og et stort blaat Forklæde om Livet, hendes Ansigt var mere furet end et rynket Æble, og Ærmerne paa hendes røde Livstykke faldt ud paa to lange, knudrede Hænder. Støvet fra Kornladerne, Potaskeluden og den fedtede Uld havde i den Grad barket og rynket dem, at de forekom En smudsige, uagtet hun havde skyllet dem godt rent, og den lange Tjenestetid havde bevirket, at de stod halvt aabne for ligesom at frembyde et ydmygt Vidnesbyrd om saamange udstandne Lidelser. En klosterlig Strenghed fremhævede Udtrykket i hendes Ansigt; men intet Melankoli eller Vemod blødgjorde dette glansløse Blik. Ved den idelige Omgang med Dyrene,
