174
„Halvfjersindstyve Francs”.
— Hundrede Gange har jeg villet tage bort, men jeg har fulgt Dem og er blevet.
„Gjødning”.
— Som jeg vil blive iaften, imorgen, hver Dag, hele mit Liv.
„En Guldmedaille til Hr. Caron i Argueil.”
— Jeg har aldrig befundet mig saa vel i Nogens Selskab.
„Dito til Hr. Bain i Givry-St. Martin”.
— Derfor vil jeg medtage Mindet om Dem.
„For et Merinosfaar . . .”
— Men De vil glemme mig, jeg vil være faret forbi Dem som en Skygge.
„Dito til Hr. Belot i Notre Dame”.
— Og dog, nei, De vil maaske af og til tænke lidt paa mig”.
„Svinerace, under lige Vilkaar, til de Herrer Léherisse og Cullenbourg, tredsinstyve Francs”.
Rodolphe trykkede hendes Haand og følte den varm og bævende som en fangen Turteldue, der vil flagre bort, men hvad enten hun nu prøvede paa at vikle den løs, eller hun besvarede Trykket, saa gjorde hun en Bevægelse med Fingrene, og han udbrød:
— Tak, tak, De støder mig altsaa ikke bort. Hvor De er god! Nu forstaaer De, at jeg tilhører Dem. Lad mig see paa Dem, lad mig beskue Dem.
Et Vindpust, der strøg ind ad Vinduerne, slog Folder paa Bordtæppet, og nedenfor paa Torvet reiste Bønderpigernes store Huer sig som hvide Sommerfuglevinger, der bevæge sig.
„Oliekager”, vedblev Præsidenten, der nu skyndte sig,
