172
Diligence „Svalen”, der langsomt kjørte ned ad Bakken ved Leux, idet den reiste en lang Støvsky bag sig. Det var i denne gule Vogn, at Léon saa tidt var vendt tilbage til hende, og paa denne Vei dernede, var han reist bort for bestandig! Hun syntes at see ham ligeoverfor sig i hans Vindue, derpaa blandede Alt sig sammen, der trak Skyer forbi, det forekom hende, at hun endnu hvirvlede om i Valsen under Lysekronernes Skjær ved Vicomtens Arm, og at Léon ikke var borte, men snart vilde komme . . . og dog følte hun stadig Rodolphes Hoved ved sin Side. Denne milde Følelse blandede sig med hendes fordums Ønsker, og ligesom Sanskorn for Vinden, hvirvlede de om i den duftende Sky, der spredte sig over hendes Sjæl. Gjentagne Gange spilede hun Næseboerne op for at indaande Vedbendets friske Kjølighed paa Kapitælerne. Hun tog sin Hanske af, tørrede Hænderne og viftede sig i Ansigtet med Lommetørklædet, mens hun med bankende Tindinger hørte Mængdens Støien og Lieuvains Stemme, der fremsnøvlede sine Fraser:
„Vedbliv kun! Vær blot udholdende. Giv ikke Agt paa Slendrianens Indskydelser, og laan ikke Øre til en ubesindig Empirismes altfor forhastede Raad! Læg Eder særlig efter Forbedringer i Agerbruget, efter god Gjødning, efter Udvikling af Heste-, Oxe, Faare- og Svineracen. Lad dette Møde være for Eder som en fredelig Arena, hvor den Beseirede ved Udgangen byder Seirherren Haanden og fraterniserer med ham i Haab om bedre Held næste Gang. Og I, hæderlige og ydmyge Tjenestefolk! ligeindtil idag har ingen Regjering taget Eders besværlige Arbeide i Betragtning, modtag nu en Belønning for Eders tavse Dyder, og vær overbeviist om, at Staten for Fremtiden har sit Blik fæstet paa Eder, at den opmuntrer og beskytter Eder, at den vil yde Eders berettigede Klager Retfærdighed og saavidt mulig lette Eders tunge Byrder.”
