168
har forstaaet, siger jeg, at de politiske Storme er endnu langt farligere end Naturens Raserier . . .”
— Man møder den en Dag, gjentog Rodolphe, og det pludselig, da man fuldstændigt havde opgivet det. Da aabnes Horisonten, det er som om en Stemme tilraabte En: „Der er den”. Man føler Trang til at aflægge dette Væsen Regnskab for sit Liv, til at give det Alt, til at ofre det Alt. Man forklarer sig ikke for hinanden, man gjætter hinanden, man har seet hinanden i Drømme. Og han betragtede hende. — Kortsagt den Skat, man har søgt saa længe, har man foran sig, den straaler, den funkler for Ens Øie. Men dog tvivler man endnu, man vover ikke ret at troe derpaa, man er blændet, som kom man fra Mørke til Lys.
Rodolphe ledsagede disse siste Ord med at lade Haanden fare henover Panden, som et Menneske, der bliver grebet af Svimmelhed, derpaa lod han sin Haand synke ned paa Emmas, hun trak hurtigt sin til sig, men Hr. Lieuvain vedblev at læse:
„Og hvem vilde vel undre sig derover, mine Herrer? Kun den, der er forblindet nok, hildet nok (ja, jeg er ikke bange for at nævne dette Ord) hildet nok, siger jeg, i en svunden Tids Fordomme til aldeles at miskjende Landbefolkningens Sindelag. Hvor findes vel større Patriotisme end paa Landet, mere Hengivenhed for den offenlige Velfærd, med eet Ord mere sand Intelligens? Ja, mine Herrer, herved forstaaer jeg ikke denne overfladiske Intelligens, hvormed Lediggængeren smykker sig, nei, men denne dybe og moderate Intelligens, der fremfor Alt foresætter sig at forfølge et nyttigt Maal, for saaledes at bidrage sit til Alles Velvære, til det fælles Bedste og til Statens Understøttelse, en Frugt af Respekt for Lovene og Opfyldelsen af sine Pligter?”
— Ja, der har vi det, sagde Rodolphe, stadig Pligterne,
