167
dolphe, og saa vilde man lade mig det høre mindst i fjorten Dage, og med mit daarlige Rygte . . .
— De bagtaler Dem vist selv, sagde Emma.
— Nei, nei, det er ganske forfærdeligt, det forsikrer jeg Dem.
„Men, mine Herrer, vedblev Hr. Lieuvain, hvis jeg sjerner mig fra disse mørke Billeder og kaster mine Øine paa vort skjønne Fædrelands nuværende Tilstand, hvad seer jeg saa? Overalt blomstrer Handel og Kunst, overalt nye Samfærdselsveie, der som ligesaamange nye Aarer i Statslegemet skaber nye Forbindelser, vore store Manufakturbyer har gjenoptaget deres Virksomhed, den atter befæstede Religion tilsmiler alle Hjerter, vore Havne er opfyldte, Tilliden gjenfødes, kortsagt Frankrig drager atter Aande. . . .”
— Forresten, tilføiede Rodolphe, har Verden maaske Ret fra sit Standpunkt.
— Hvorledes det? spurgte Emma.
— Veed De da ikke, at der gives Sjæle, som uophørligt pines, svarede han — vexelvis trænger de til Drøm og Daad, til de reneste Lidenskaber og de mest rasende Nydelser, og saaledes styrter man sig ind i alle Slags Daarskaber.
Emma saae paa ham, som man seer paa en Reisende, der har flakket om i ukjendte Egne og yttrede:
— Ja, vi stakkels Kvinder kan ikke adsprede os paa samme Maade.
— Ak, det er kun sørgelige Adspredelser, thi man finder ikke Lykken derved.
— Men finder man den nogensinde? spurgte hun.
— Jo en Gang møder man den; svarede han.
„Og det har I forstaaet, vedblev Embedsmanden, I Agerdyrkere og Landarbeidere, I fredelige Pionerer for et helt civilisatorisk Værk, I Fremskridtets og Moralens Mænd, I
