166
narkens Buste og flyttede dem hen ved Vinduet, og de satte sig ned ved hinandens Side.
Der herskede en stærk Bevægelse paa Estraden, og der førtes lange hviskende Samtaler. Endelig reiste Præfektens Repræsentant sig. Man vidste nu, at han hed Lieuvain, og hans Navn gik fra Mund til Mund mellem Mængden. Da han havde samlet nogle Blade og fæstet Blikket derpaa, begyndte han:
„Mine Herrer!
Lad det først være mig tilladt, førend jeg underholder Dem om Anledningen til Mødet idag, og denne Følelse er jeg vis paa bliver delt af Dem alle, lad det først være mig tilladt at mindes Regjeringen og Landets Overhoved, Monarken. Ja, mine Herrer, vor Souverain, vor høitelskede Drot, hvem ingen Gren af den offenlige eller private Velfærd er ligegyldig, som med en saa fast og viis Haand leder Statens Skib blandt det fraadende Hans talløse Skjær, og som forstaaer at skaffe Freden saavelsom Krigen, Industrien, Handlen, Agerdyrkningen og de skjønne Kunster den tilbørlige Agtelse.”
— Jeg burde vist flytte mig lidt tilbage, bemærkede Rodolphe.
— Hvorfor? spurgte Emma.
Men i dette Øieblik hævede Talerens Røst sig med Eftertryk, og han deklamerede:
„Den Tid er ikke mere, mine Herrer, da Borgerkrigen hærgede vore offenlige Pladser, da Landmanden, Kjøbmanden, ja selv Arbeideren, naar de om Aftenen fredeligt lagde sig til Hvile, skjælvede ved pludselig at see sig vakte af den Ildebrand bebudende Stormklokke, hvor de mest oprørske Maximer frækt undergravede Grundvoldene . . .”
— Man kunde nemlig see mig nede fra, vedblev Ro-
