164
somt hen til Mairiets Peristyl, som de naaede lige i samme Øieblik, da Nationalgarden og Brandfolkene med hvirvlende Trommer og taktfaste Skridt stillede sig op foran den.
— Ret! raabte Binet.
— Holdt! raabte Obersten, med Roder til Venstre! Og efter et »Præsenter Gevær!” hvor Bøssepibernes Raslen mindede om en Kobberkjedel, der styrter ned af en Trappe, faldt alle Geværerne ned ved Foden.
Ud af Vognen traadte da en Herre i kort Kjole med Sølvbroderier, med skaldet Pande og Toupet paa Baghovedet, med bleg Ansigtsfarve og et godmodigt Udseende. Hans svære Øine med de buskede Bryn lukkede sig halvt for at betragte Mængden, mens han samtidig hævede sin spidse Næse og fortrak den indfaldne Mund til et Smil. Han kjendte Mairen paa hans Skjærf og meddelte ham, at Præfekten ikke kunde komme, han selv var Medlem af Præfekturet, derpaa tilføiede han nogle Undskyldninger. Tuvache besvarede dem med nogle høflige Yttringer, den anden erklærede, at han var ganske forlegen, og saaledes stod de ligeoverfor hinanden, idet deres Pander næsten berørtes, omringede af Juryens Medlemmer, Municipalraadet, Honoratiores, Nationalgarden og Mængden. Med den lille sorte trekantede Hat mod Brystet gjentog Embedsmanden sine Hilsener, medens Tuvache med Ryggen som en Bue smilede, stammede, søgte efter Ord, bevidnede sin Hengivenhed for Monarkiet og takkede for den Ære, man beviste Yonville.
Krokarlen Hippolyte tog Hestene ved Tømmen, og hinkende paa sin Klumpfod ledede han dem ind under den „forgyldte Løves” Port, hvor en Mængde Bønder havde forsamlet sig og maabede paa Vognen. Trommen lød, Kanonerne tordnede, og Herrerne gik op og satte sig i en Række paa
