162
Hestegjødningen, den ene Haand holdt han i sin Trøielomme, og hans Straahat sad paa Siden af Hovedet.
— Forøvrigt, tilføiede han, naar man boer paa Landet . . .
— Saa er Alt kun spildt Uleilighed, sagde Emma.
— Deri har De Ret, svarede Rodolphe. At tænke sig, at ikke en af disse skikkelige Folk er i Stand til at bedømme Snittet af en Frakke.
Samtalen slog ind paa Provinslivets Tarvelighed, de Tilværelser, det kvalte, de Illusioner, det røvede.
— Derfor bliver jeg ogsaa i den Grad melankolsk . . . sagde Rodolphe.
— De, udbrød hun forundret. Jeg ansaae Dem for meget munter.
— Ja tilsyneladende, fordi jeg i Andres Nærværelse forstaaer at lægge en spottende Maske over mit Ansigt, men hvor mange Gange har jeg ikke ved Synet af en Kirkegaard i Maaneskin spurgt mig selv, om jeg ikke gjorde bedst i at lægge mig til Hvile hos de Slumrende. . .
— Men Deres Venner! Skjænker De da ikke dem en Tanke?
— Mine Venner! hvem er det? har jeg nogle? hvem bryder sig om mig? og han ledsagede disse Ord med en Slags Fløiten mellem Tænderne.
Men de blev nødt til at fjerne sig fra hinanden paa Grund af en stor Stabel Stole, som en Mand bar bagved dem. Han var saa belæsset dermed, at man kun kunde see Spidserne af hans Træsko og det Yderste af hans udstrakte Arme. Det var Graveren Lestiboudois, der slæbte Kirkestolene gjennem Menneskemængden, med ypperlig Spekulationsevne, naar det angik hans egne Interesser, havde han fundet paa dette Middel til at drage Fordel af det landøkonomiske Møde,
