9
efter han søgte at danne sin Søn. Han vilde have, at Drengen skulde opdrages haardt paa spartansk Vis, for at han kunde faa en stærk Konstitution. Han lod ham sove i. et koldt Værelse, lærte ham at drikke store Slurke Rhum og at skjælde ud paa de geistlige Processioner. Men den lille Dreng, der af Naturen var fredsommelig, lønnede ham kun daarlig for al hans Uleilighed. Han løb stadig i Hælene paa Moderen, hun klippede Billeder ud til ham, fortalte ham Historier og underholdt sig med ham i endeløse Monologer, der var fulde af melankolsk Munterhed og snaksomme Kjærtegn. I sit ensomme Liv overførte hun al sin adsplittede, knuste Stolthed paa dette Barns Hoved. Hun drømte om en stor Stilling for ham, i Tanken saae hun ham allerede voxen, smuk og intelligent, ansat som Ingenieur eller Øvrighedsperson. Hun lærte ham at læse og at synge et Par Smaaromancer ved et gammelt Klaver, hun eiede. Men om Alt dette sagde Hr. Bovary, der ikke nærede synderlig stor Interesse for Kunst og Videnskab, „at det ikke var Umagen værd”. Kunde de maaske nogensinde faae Raad til at holde ham i Regjeringsskolerne, til at kjøbe en Notarstue eller en Forretning til ham? „Desuden kommer jo en Mand altid frem i Verden med Frækhed.” Fru Bovary bed sig i Læberne, og Barnet streifede om i Landsbyen.
Han fulgte med Markarbeiderne og kastede med Tørveklumper efter Navnene. Han plukkede Morbær henne paa Grøfterne, passede Kalkunerne med en Ridepisk, vendte Høet, flakkede om i Skovene, spillede Klink under Kirkehvælvingen, naar det var Regnveir, og paa de store Hoitider tiggede han Sakristanen, om han maatte faae Lov til at ringe med Klokkerne, for at han saa kunde hænge sig med hele sin Vægt til det store Toug og blive svunget op og ned af det.
