160
— Ja, hvorfor skal man lade sig genere? svarede han, og da jeg idag er saa lykkelig at træffe sammen med Dem. . . . Emma blev rød. . . . Han fuldendte ikke Sætningen. Han gav sig til at tale om det smukke Veir og om det Behagelige i at gaae over Græsset. Han stødte med Foden til nogle Belliser og sagde: See hvilke nydelige Gaaseurter, de kan give alle Egnens Forelskede Orakelsvar. Hvad vilde De tænke, hvis jeg plukkede et Par? tilføiede han.
— Er De da forelsket? spurgte hun og hostede let.
— Maaske, hvem veed? var Rodolphes Svar.
Imidlertid begyndte Engen at fyldes. Husmødrene stødte til En med deres store Paraplyer, deres Kurve og Rollinger. Undertiden maatte man gaae af Veien for en lang Række Bønderpiger, med blaa Strømper, flade Sko, Sølvringe, og som lugtede af Mælk, idet man gik forbi dem. De gik med hverandre ved Haanden og spredte sig saaledes i en Kjæde langs hele Engen ligefra Espealleen til Gildeteltet. Men nu skulde Bedømmelsen til at finde Sted, og Landmændene traadte En for En ind i en Slags Cirkus, der dannedes af et mellem Pæle udspændt langt Toug.
Der stod Dyrene med Snuderne mod Touget og dannede en uregelmæssig Linie med deres ulige store Kroppe. Svinene laae paa Jorden og rodede med Trynen, Kalvene brølede, og Faarene brægede, med det ene Forben bøiet laae Køerne paa Græs og tyggede Drøv, idet de blinkede med deres tunge Øielaage, naar Fluerne summede forbi dem. Med bare Arme holdt Karlene de steilende Hingste ved Grimen, der vrinskede med udspilede Næsebor henimod Hopperne, disse stod aldeles fredeligt med ludende Hoveder og hængende Manker, mens Føllene hvilede under dem eller stundom diede dem, og henad den lange, bølgende Linie af disse sammenstuvede Kroppe kunde man hist og her see en hvid Manke vaie
