159
Da Rodolphe saae ham langt borte fra, gik han hurtigere til, men Emma blev forpustet, han sagtnede derfor sine Skridt og sagde smilende med brutal Betoning:
— Det er for at undgaae den tykke Mand, De veed nok Apotekeren.
Hun gav ham et Stod med Albuen.
— Hvad betyder dette? spurgte han sig selv og skelede hen til hende, idet han vedblev at gaae til.
Hendes Profil var saa rolig, at man ikke kunde gjætte sig til Noget. Den tegnede sig i fuldt Lys under den brede Hatteskygge, hvis matte Baand lignede Sivblade. Hendes Øine med de lange, bøiede Bryn saae ligefrem, og skjønt de var helt aabne, syntes de lidt sammenknebne ved Kindbenene paa Grund af Blodet, der bankede sagte under hendes fine Hud. Hun bøiede Hovedet henover Skuldrene, og mellem Læberne saae man Perlemorsspidserne af hendes hvide Tænder.
— Gjør hun Nar af mig? tænkte Rodolphe.
Emmas Gestus var dog kun en Advarsel, thi L'heureux fulgtes nemlig med dem, og fra Tid til anden talte han til dem som for at bringe en Konversation i Gang.
— Det er dog et deiligt Veir idag, alle Mennesker er paa Benene, det er Østenvind.
Og skjønt Fru Bovary ligesaalidt som Rodolphe svarede ham, nærmede han sig dog til dem ved den mindste af deres Bevægelser med et „Hvadbehager” og førte Haanden til Hatten.
Da de kom til Grovsmedens Hus, fulgte Rodolphe ikke Veien til Skranken men svingede Pludselig om ad en Sti med Emma under Armen og raabte: Farvel Hr. L'heureux, god Fornøielse!
— Hvor De fik ham let fra Halsen, sagde hun med et Smil.
