158
Agrikultur, Classe Pomologi, jeg siger Dem, hvis mit Arbeide var tilgjængeligt for det store Publikum . . .
Men Apotekeren stansede pludselig, i den Grad distrait syntes Krokonen at være. . . .
— Nei, hør bare, det er dog aldeles umuligt at forstaae, udbrød hun pludselig. — Og med Skuldertrækninger, hvorved de svære Masker i det strikkede Tørklæde videde sig ud paa hendes Bryst, pegede hun paa sin Medbeilers Etablissement, hvorfra der lød høirøstet Sang. — Forresten varer det nok ikke længe, tilføiede hun, inden otte Dage er Alt forbi.
Homais traadte forundret et Par Skridt tilbage. Hun gik helt ned ad Trappen og hviskede ham ind i Øret.
— Hvadfornoget, og det veed De ikke? der skal gjøres Exekution hos ham i næste Uge, det er L'heureux, der er Mester derfor, han har seigpint ham med Vexler.
— Hvilken forfærdelig Katastrofe? udbrød Apotekeren, der stadigt havde et passende Udtryk for alt Muligt ved Haanden. Værtinden gav sig da til at fortælle ham hele Historien, som hun havde hørt af Hr. Guillaumins Tjener Théodore, og skjønt hun ikke kunde udstaae Tellier, dadlede hun dog L'heureux. Det var en smiskende, lumsk Ræv.
— See blot, sagde hun, der gaaer han henne under „Hallerne”, nu hilser han paa Fru Bovary, hun har grøn Hat paa, hun gaaer ved Hr. Boulangers Arm.
— Fru Bovary udbrød Homais, saa maa jeg skynde mig hen at hilse paa hende, hun vil vist blive glad over at faae en Plads i Indhegningen under Peristylet. Og uden at agte paa Madam Lefrançois, der kaldte paa ham, for at udtale sig lidt udførligere, fjernede Apotekeren sig hurtig med Smil paa Læberne og stive Ben, idet han uddelte en Mængde Hilsener til Høire og Venstre og optog en stor Plads med sine brede Kjoleskjøder, der flagrede for Vinden.
