155
miebelønnede Landmænd. Nationalgarden fra Buchy (der var nemlig ingen i Yonville) havde forenet sig med Brandkorpset, for hvilket Binet var Kaptain. I Dagens Anledning bar han et endnu høiere Halsbind end sædvanligt, og snøret i sin Vaabenfrakke var han saa stiv og tung, at alt det Levende i ham syntes at være gaaet ned i Benene, der kun hævede sig i afmaalte, taktfaste Skridt. Da Skattekræveren og Obersten var skinsyge paa hinanden, lod begge for at vise deres Talenter deres Mandskab manøvrere hvert for sig. Vexelvis saae man røde Epauletter og sorte Nabatter marschere forbi sig. Det fik aldrig Ende og begyndte stadig forfra! Aldrig før havde man udfoldet en slig Pomp. Flere af Byens Borgere havde vasket deres Huse, trefarvede Faner vaiede fra de halvtaabne Vinduer, alle Kroerne var fulde, og i det deilige Veir syntes de stivede Kapper hvidere end Sne, Guldkorsene speilede sig i det klare Solskin, og de kulørte Tørklæder hævede ved deres spraglede Pragt de mørke Frakkers og de blaa Blusers Ensformighed. Idet de steg ned af Hesten, løste Forpagterkonerne fra Omegnen den svære Naal, der sammenhestede Kjolen, som de af Frygt for Pletter havde smøget op om Livet, mens Mændene derimod for at spare paa deres Hovedbeklædning havde svøbt Lommetørklæder, hvis ene Snip de holdt mellem Tænderne, op om Hattene.
Skaren strømmede ud paa Landeveien fra alle Kanter af Landsbyen. Den vældede frem fra Stræder, Alleer og Huse, og fra Tid til anden hørte man Dørhamrene falde tilbage bag Borgerkonerne, der skulde ud for at see paa Stadsen. Hvad der særlig vakte Beundring, var to lange med Lampetter besatte pyramideformige Opstillinger omkring en Estrade, hvorpaa Autoriteterne skulde sidde, og fire Stænger hver med en lille Fane af grønt Tøi beriget med Inskriptioner med Guldbogstaver, der var stillede op mod Mairiets fire Søiler.
