153
— Hun er ganske vakker, sagde han til sig selv, hun er virkelig vakker denne lille Doktorfrue. Smukke Tænder, mørke Øine, en koket Fod og Holdning som en Pariserinde. Hvor Fanden kommer hun fra? Hvor har den klodsede Rad faaet fat paa hende?
Hr. Rodolphe Boulanger var fireogtredive Aar, han forenede et brutalt Temperament med et lyst Hoved, og da han havde havt mange Dameforbindelser, havde han et nøie Kjendskab til Kvindehjertet. Emma havde forekommet ham kjøn, det var altsaa ganske naturligt, at han tænkte paa hende og hendes Mand.
— Jeg troer, at han er grumme indskrænket. Hun er rimeligvis kjed af ham. Sikken et Klods! Han har sorte Negle og har vist ikke været barberet de tre siste Dage. Mens han traver til sine Patienter, sidder hun hjemme og stopper Strømper. Fruen kjeder sig, man havde Lyst til at boe i Byen og danse Polka hver evige Aften. Stakkels lille Kone! Det arme Væsen gaber efter Kjærlighed som en Karpe efter Vand paa et Kjøkkenbord. Et Par galante Fraser! og hun vil tilbede En, det er jeg vis paa; det vil blive ømt, rørende. . . Ja, men hvorledes skal man blive af med hende igjen?
Forestillingen om disse fremtidige Nydelser bragte ham til at tænke paa hans Elskerinde. Det var en Skuespillerinde i Rouen, som han holdt, og idet han dvælede ved hendes Billede, hvoraf han endogsaa i Tankerne var overmæt, kom han til følgende Resultat: Fru Bovary er langt kjønnere end hun og navnlig langt friskere. Virginie begynder at blive saa tyk, hun er saa kjedelig med alle sine Glædesudbrud, og sikken Mani hun har faaet for Reier.
Alt var stille rundt om, og Rodolphe hørte kun den monotone Lyd af Græsset, der slog ham opad Støvlerne
