151
— Eddike, raabte han. Ak min Gud! to paa engang.
Og i sin Sindsbevægelse havde han Besvær med at lægge Kompresset paa.
— Det er Ingenting, sagde Hr. Boulanger ganske roligt, tog Justin i sine Arme, satte ham paa Bordet og støttede ham mod Væggen.
Emma gav sig til at løse Justins Halstørklæde, der var en Knude paa Skjortebaandet, nogle Minuter berørte hendes Fingre det unge Menneskes Hals, derpaa hældte hun lidt Eddike paa sit Batisteslommetørklæde, hun vædede gjentagne Gange hans Tindinger og pustede let derpaa.
Karlen kom atter til sig selv, men Justins Besvimelse varede endnu ved, og hans Øiestene svandt hen i den matte Hornhinde som blaa Blomster i Mælk.
— Skjul Blodet for ham, sagde Charles.
Emma tog Bækkenet. Ved den Bevægelse hun gjorde, da hun bøiede sig for at stille det ind under Bordet, videde hendes Kjole sig ud om hende paa Gulvet (det var en gul Sommerkjole med fire Garneringer, lang i Livet og bred forneden), og da Emma vaklede lidt, idet hun strakte Armene frem, slog Tøiet Folder efter Legemets Bøining. Medens hun hentede en Karaffel med Vand og opløste nogle Stykker Sukker deri, kom Apotekeren til. Midt under Forstyrrelsen var Tjenestepigen løbet efter ham, ved at opdage sin Elev med aabne Øine, drog han atter Veiret; han gik rundt om ham og beskuede ham fra Øverst til Nederst.
— Du er en Nar, udbrød han, ja Du er virkelig en topmaalt Nar. Er det faa farlig en Phlebotomi? Saadan en Fyr, som ellers ikke er bange for Nogetsomhelst, han er et sandt Egern, til at klattre op efter Nødder i de mest svimlende Høider. Det er forresten gode Anlæg, Du røber for Apotekervirksomhed, det maa jeg rigtignok sige. Under alvor-
