150
et Par Avlsgaarde, hvis Drift han selv ledede, dog uden just at tage sig Livet altfor surt. Han var Ungkarl og gik for at have allermindst femtentusind Livres i Rente.
Charles kom ind i Stuen, Hr. Boulanger viste ham Karlen, der vilde aarelades, fordi han følte „Myrekryben i hele Kroppen.”
— Det kan rense mig, indvendte han ved enhver Forestilling.
Bovary lod da bringe et Kompres og et Bækken og bad Justin om at holde det, idet han derpaa henvendte sig til Bonden, der allerede var ganske bleg, sagde han: Du skal slet ikke være angst, min Ven.
— Nei, nei, svarede den Anden, begynd De bare!
Og nok saa kry rakte han sin tykke Arm frem, under Lancettens Stik vældede Blodet ud og stænkede mod Speilet.
— Nærmere med Bækkenet! raabte Charles.
— Nei, see bare, sagde Bonden, man skulde troe, at det var en lille Kilde, der sprang. — Hvor mit Blod er rødt, det er vel et godt Tegn?
— Ja undertiden, svarede Lægen, i Begyndelsen kan man ikke mærke Noget, men derpaa indtræder hyppig en Besvimelse og da navnlig hos saa stærkt byggede Individer som Dig.
Ved disse Ord slap Bonden Etuiet, som han holdt paa med begge Hænder. Et Stød af hans Skulder fik Stoleryggen til at knuge, hans Hat faldt paa Gulvet.
— Det tænkte jeg jo nok, sagde Bovary og lagde Fingeren paa Aaren.
Bækkenet begyndte at ryste i Justins Hænder, Knæene vaklede under ham, og han blev bleg.
— Kone, Kone, raabte Charles.
Med et Sæt foer hun ned ad Trappen.
