149
sene ligefra Kirken til Kroen. Paa den anden Side var der reist Telte af Seildug, hvori der foruden Bomuldsvarer, Lagener og Uldstrømper handledes med Grimer til Hestene og med Pakker blaa Baand, hvoraf Enderne slagrede for Vinden. Svære Isenkramvarer laae paa Jorden mellem Pyramider af Æg og Kurve med Oste, hvorfra det klæbrige Halm stak frem; ved Siden af Avlsredskaber stak kaglende Høns i flade Bure deres Halse frem mellem Tremmerne. Skaren, der stuvede sig sammen paa een Plet, uden at ville røre sig, truede undertiden med at trykke Apotekets Vinduer itu. Om Onsdagen var det nemlig overfyldt af Folk, Trængslen var mindre for at kjøbe Medikamenter end for at konsulere Homais, thi saa stort et Ry havde denne skabt sig i de omliggende Landsbyer. Hans robuste Sikkerhed havde blændet Bønderne, de ansaae ham for en større Læge end nogensomhelst Anden.
Emma laae i Vinduet, hvilket hun hyppig pleiede at gjøre (i Provinserne er Vinduerne jo en Erstatning for Teatre og Promenader), og morede sig med at see paa Bønderne, da hun pludselig fik Øie paa en Herre i en grøn Fløiels Frakke. Han havde gule Hansker, skjønt han bar store Gamascher, og han begav sig henimod Lægens Hus tilligemed en Bonde, der fulgte ham med sænket Hoved og eftertænksom Mine.
— Kan jeg faae Din Herre i Tale? spurgte han Justin, der stod i Døren og passiarede med Felicité, og idet han antog ham for Tjener i Huset, tilføiede han: Sig ham, at det er Hr. Rodolphe Boulanger de la Huchette.
Det var ikke af godseierlig Forfængelighed, at den Fremmede havde føiet et de til sit Navn, men for bedre at give sig tilkjende. La Huchette var virkelig en Domaine, tæt ved Yonville, hvis Slot han nylig havde kjøbt sammen med
