147
Hun skiftede tidt Coifure, hun satte Haaret á la Chinoise med flettede Piske, hun lavede sig en Skilning paa Siden af Hovedet og krøllede sit Haar op derunder som et Mandfolk.
Hun vilde lære Italiensk, hun kjøbte Ordbøger, en Grammatik og forsynede sig rigeligt med hvidt Papir. Hun forsøgte at beskjæftige sig med alvorlig Lekture, med Historie og Filosofi. Undertiden vaagnede Charles pludselig om Natten i den Tro, at man kom for at hente ham til en Syg. — Ja, nu kommer jeg strax, stammede han, og saa var det kun Lyden af en Svovlstik, som Emma strøg af for at tænde Lampen. Men det gik med hendes Læsning som med Broderiarbeiderne, der ufuldendte fyldte hendes Skabe, hun tog dem, lod dem ligge og gik over til noget Andet.
Hun havde Anfald, hvorunder man let kunde have drevet hende til Extravagancer. Hun paastod en Dag, at hun godt kunde tømme et stort Snapseglas med Brændevin, og da Charles var enfoldig nok til at modsige hende, tømte hun Glasset til Bunden.
Trods sit feiende Ydre (saaledes kaldte Yonvilles Damer det) saae dog Emma ikke fornøiet ud, og i Almindelighed furedes hendes Mundvige af denne ubevægelige Sammentrækning, der rynker gamle Jomfruers og uheldige Lykkejægeres Ansigt. Hun var meget bleg og hvid som et Lagen, Næsen slog Rynker, hun saae En ikke lige i Ansigtet. Da hun havde opdaget to graa Haar paa Tindingerne, talte hun meget om sin Alderdom.
Ofte følte hun sig grebet af Mathed, en Dag spyttede hun Blod, og da Charles røbede Uro, svarede hun ham:
— Ja hvad saa? hvad gjør det?
Charles løb ind i sit Kabinet og græd med Albuerne paa Bordet, siddende i sin Kontorstol under det frenologiske Hoved.
