145
Aande havde faaet hendes Bryst til at svulme høiere end de ophedede Drivhuses Duft og Magnoliernes Vellugt. Skjønt han var skilt fra hende, havde han dog ikke forladt hende, og Husets Mure syntes at bevare hans Skygge. Hun kunde ikke løsrive Blikket fra dette Tæppe, hvorpaa han havde traadt, fra disse tomme Stole, hvorpaa han havde siddet. Strømmen vedblev at flyde og kastede langsomt sine smaa Bølger langs den glatte Bred. Mangen en Gang havde de spadseret hist, mens Bølgerne mumlede ligesom nu langs de mosbegroede Stene. Hvilket deiligt Solskinsveir de havde havt! Hvilke smukke Eftermiddage havde de ikke tilbragt alene sammen i den skyggefulde Del af Haven! Han læste høit med bøiet Hoved, siddende paa en lav Taburet af tørre Grene, den friske Vind tog i Bogens Blade og i Nasturtierne om Lysthuset . . . Ak, han var reist, han hendes Livs eneste Ynde, hendes eneste mulige Udsigt til noget Lykkeligt. Hvorfor havde hun ikke grebet denne Lykke, da den tilbød sig? Hvorfor havde hun ikke holdt paa den med Hænder og Fødder, da den vilde til at flygte bort? Hun forbandede sig selv, fordi hun ikke havde elsket Léon, hun smægtede efter hans Læber. Hun følte Lyst til at styrte efter ham, til at kaste sig i hans Arme og sige til ham: Her er jeg, jeg er Din. Men Emma ængstedes ved at tænke paa alt det Vanskelige, der var forbundet med et saadant Foretagende, og ved at forøges med denne Bekymring gjorde hendes Ønsker hende ikke virksommere.
Fra nu af blev Mindet om Léon ligesom et Centrum for hendes Livslede, det funklede stærkere deri end det af de Reisende forladte Ildsted paa den russiske Steppes Snee; hun styrtede sig hen derimod, hun krøb sammen derved, hun rørte omhyggeligt om deri, naar det var nærved at slukkes, hun søgte rundt om sig efter Alt, hvad der kunde faae det
