139
ham fra Yonville til Rouen og omvendt, og da Léon havde kompleteret sin Garderobe, ladet sine tre Lænestole polstre, kjøbt et Forraad Tørklæder, kort sagt taget flere Forholdsregler end til en Reise rundt om Jorden, opsatte han det fra Uge til Uge, indtil han atter fik et Brev fra sin Moder, hvori hun paaskyndede hans Afreise, da han jo vilde tage sine Examiner før Ferien.
Da Afskedsøieblikket stod for Døren, fældede Fru Homais Taarer, og Justin hulkede, men Homais skjulte sin Bevægelse som en Mand, han vilde selv besørge sin unge Vens Frakke til Notarens Gitterdør, Hr. Guillaumin skulde nemlig kjøre Léon i sin egen Vogn til Rouen; denne var gaaet hen for at sige Farvel til Bovarys.
Da han var kommet op ad Trappen, stansede han, saa stakaandet følte han sig. Da han kom ind, reiste Emma sig hurtigt.
— Det er ikke Andre end mig, sagde Léon.
— Jeg ventede Dem ogsaa.
Hun bed sig i Læben, og en Strøm af Blod løb under hendes Hud, der farvedes rosenrød ligefra Haarrødderne til Kravekanten. Hun blev staaende og støttede Skulderen mod Træværket.
— Deres Mand er altsaa ude, vedblev han.
— Han er ude, og hun gjentog: Han er ude.
Der blev en Pause; de saae paa hinanden, og deres Tanker, grebne af den samme Angst, klamrede sig fast til hinanden som to skjælvende Menneskebryster.
— Jeg vilde saa gjerne give Bertha et Kys, sagde Léon endelig.
Emma gik et Par Trin ned og kaldte paa Felicité.
Hurtigt kastede han et Blik paa hele Stuen, det omfattede Væggene, Etagèren, Kaminen ligesom for at gjennemtrænge Alt og tage Alt med sig.
