137
Imidlertid havde Charles flere Gange forsøgt at afbryde Samtalen. Jeg har Noget at tale med Dem om, hviskede han sagte Skriveren i Øret. Léon fulgte derfor med ham ud paa Gangen.
— Skulde han ane Noget? spurgte Léon sig selv. Hans Hjerte bankede, og han fortabte sig i Gisninger.
Efterat have lukket Døren, bad Charles ham om at forhøre sig i Rouen, hvor dyrt et smukt Daguerrotypi kunde blive, det var en Overraskelse, han vilde gjøre sin Kone, en fin Opmærksomhed, hans eget Portrait i sort Frakke. Men først vilde han vide, „hvad man havde at rette sig efter”, det kunde jo ikke genere Hr. Léon, da han omtrent hver Uge tog til Byen.
I hvad Hensigt? Homais formodede et eller andet Kjærlighedseventyr, en Intrigue derunder. Men han tog feil, Léon forfulgte ingen Amourette. Han var tungsindigere end nogensinde før, og Madam Lefrançois lagde Mærke dertil ved den Mængde Mad, han lod staae urørt paa sin Tallerken. For at faae noget Nærmere at vide, udspurgte hun Skattekræveren; men Binet svarede stolt, at han var ingen Politispion.
Dog forekom hans Bordfælle ham ganske besynderlig, thi Léon kastede sig undertiden tilbage paa Stolen med udspilede Arme og beklagede sig i ubestemte Udtryk over Tilværelsen.
— Det er, fordi De ikke har Adspredelse nok, bemærkede Inkassatoren.
— Hvormed skal jeg da more mig?
— I Deres Sted vilde jeg anskaffe mig en Dreiebænk.
— Men jeg kan jo ikke dreie, indvendte Skriveren.
— Ja, det er jo rigtignok en anden Sag, svarede den Anden og strøg sig om Kinden med halv foragtelig, halv tilfreds Mine.
