6
Imidlertid fik dog Læreren Ordenen gjenoprettet ved Hjælp af en Regn af Extraarbeider, og da han ved at lade den nye Dreng diktere og stave Navnet for sig, endelig havde opnaaet at udfinde Ordene Charles Bovary, befalede han pludselig den stakkels Djævel at sætte sig hen paa de „Dovnes Bænk” ved Kathedret. Drengen satte sig i Bevægelse, men udlede dog lidt med at forlade sin Plads.
— Hvad leder Du efter? spurgte Læreren.
— Min Kas . . . ., sagde den nye Dreng frygtsomt og skævede uroligt til alle Sider.
„Femhundrede Extravers til hele Klassen!” udstødt med en Stentorstemme, standsede ligesom et qvos ego et nyt Udbrud. — Saa sid dog rolig, vedblev Læreren harmfuldt og tørrede sin Pande med et Lommetørklæde, han tog frem af sin Filthat. — Og Du, nye Dreng, kopierer nu tyve Gange Verbet ridiculus sum. Din Kaskjet, tilføiede han i en blidere Tone: — finder Du nok, der er Ingen, der har stjaalet den.
Alt blev atter roligt, Hovederne bøiede sig ned over Mapperne, og den nye Dreng blev siddende to Timer itræk i en exemplarisk Stilling, skjøndt han fra Tid til anden fik sendt Papirskugler lige i Ansigtet fra forskjellige Pennespidser; han tørte dem imidlertid af med Haanden og sad ganske stille med nedslaaede Øine.
Om Aftenen tog han Armene fra Pulten, pakkede sine Smaating sammen og ordnede sine Papirer omhyggeligt. Vi kunde see, at han arbeidede samvittighedsfuldt, slog alle Gloserne op i sit Lexikon og gjorde sig megen Uleilighed. Den gode Villie, han aflagde Bevis paa, var utvivlsomt Skyld i, at han slap for at komme ned i en lavere Klasse, thi hvorvel han havde et taaleligt Kjendskab til de grammatikalske Regler, var han just ikke Mester i at anvende de eleganteste Vendinger
