129
plat ned paa de flade Stene og græde; men efter hendes Bryllup, siger man, at det skal være gaaet over.
— Det er det Modsatte med mig, sagde Emma, jeg har først faaet det efter mit Bryllup.
VI.
En Aftenstund, da hun havde siddet lidt ved det aabne Vindue og seet paa Lestiboudois, der klippede Buxbomhækken, hørte hun det pludselig ringe til Angelus.
Det var i Begyndelsen af April, paa den Tid da Primlerne er udsprungne, en mild Vind farer hen over de pløiede Bede, og Haverne synes ligesom Kvinder at gjøre deres Toilette til Sommerens Fester. Gjennem Lysthusets Tremmer kunde man see Strømmen bugte sig gjennem Engene. Aftentaagen lagde sig over de bladløse Popler, der indhyllede i et blegt gjennemsigtigt Slør, viste sig i violette, halvt utydelige Konturer. I det Fjerne græssede Kvæget, men man kunde hverken høre Lyden af dets Skridt eller dets Brølen, og Luften gjenlød stadig af Klokkens fredelige Kimen.
Ved denne idelige Klokkeklang fordybede den unge Kones Tanker sig i gamle Minder fra hendes Ungdoms og Pensionstid. Hun mindedes de store Lysestager paa Alteret, Blomstervaserne og Monstransen. Gjerne havde hun som fordum blandet sig i den lange lige Række af hvidslørede Kvinder, der kun afbrødes, naar en af de gode Søstre bøiede sin stive, sorte Katte ned over Bedepulten; naar hun om Søndagen under Messen løftede sit Hoved, opdagede hun den hellige Jomfrues milde Ansigt mellem de blaalige Virakskyer, der steg i Veiret. Da følte hun sig grebet af en rørt Stemning, hun følte sig blød og aldeles forladt, som et Dun der veires hen af Stormen, og uden at have nogen egenlig Bevidsthed
