128
hendes Kjedsomhed, og enhver Bestræbelse for at forminske det bidrog kun til at forøge det, thi denne spildte Umage føiede sig til de andre Grunde, hun havde til at være fortvivlet og bidrog endnu mere til at fjerne hende fra ham. Hendes Sorg gjorde hende oprørsk, Hjemmets Tarvelighed drev hende til luxuriøse Ønsker, Moderkjærligheden til utugtige Lyster. Hun havde gjerne seet, at Charles havde banket hende, for at hun med større Ret kunde afskye ham og hævne sig paa ham. Hun forundredes stundom over de grusomme Slutninger hun drog, og dog maatte hun vedblive at smile, høre gjentaget, at hun var lykkelig, foregive at hun var det og lade Folk forblive i Troen.
Og dog væmmedes hun undertiden over denne Forstillelse. Hun følte sig fristet til at flygte bort med Léon, langt bort for at friste en anden Skjæbne, men strax aabnede der sig i hendes Sjæl et dunkelt, mørkt Svælg. Han elsker mig jo ikke, tænkte hun, hvad skal der blive af mig? Hvad Hjælp, hvad Trøst, hvad Lindring kan jeg vente? Hun stod sønderknust, stønnende, sløv og brast i en sagte Hulken.
— Hvorfor taler De ikke derom med Herren? spurgte Pigen hende, naar hun kom ind i Stuen under et saadant Udbrud.
— Det er Nervøsitet, svarede Emma, tal endelig ikke til ham derom, det vilde kun gjøre ham bedrøvet.
— Fruen har det akkurat ligesom Fa'er Guérins Datter, Fiskeren nede i Pôlet, som jeg kjendte, før jeg kom til Dem, bemærkede Pigen. Hun var saa trist og kummerfuld, at naar man saae hende staae i Døren, var det akkurat, som om den var betrukken med et Liglagen. Hendes Ulykke var nok, at hun havde ligesom en Slags Taage i Hovedet, Lægerne kunde ikke gjøre Noget derved og heller ikke Præsten. Naar det blev altfor galt, gik hun ene ned ved Strandbreden hvor Toldbetjenten, naar han gjorde sin Runde, tidt fandt hende liggende
