127
slog hendes Tanker ned paa dette Hus, ligesom Duerne fra den „forgyldte Løve”, der dyppede deres rosenrøde Fødder og hvide Vinger i dets Tagrender. Men jo mere Emma bemærkede sin Kjærlighed, desto længere trængte hun den tilbage, for at den ikke skulde komme til Syne, og for at forminske den. Hun havde ønsket, at Léon havde anet den, og hun udtænkte Tilfældigheder, Katastrofer, der kunde have begunstiget det. Hvad der uden Tvivl holdt hende tilbage, var Ladhed, Angst, maaske ogsaa en vis Undseelse. Hun tænkte, at hun havde stødt ham for langt tilbage, at der ikke længere var Tid dertil, at Alt var fortabt. Stolthed og Glæde over at kunne sige til sig selv, „jeg er dydig”, og at kunne see sig i Speilet med resignerede Miner, trøstede hende desuden lidt for det Offer, hun troede at gjøre.
Da smeltede Alt sammen til een stor Lidelse, Kjødets Lyst, Begjærlighed efter Penge og Lidenskabens Melankoli, og i Stedet for at vende sine Tanker bort derfra, knyttede hun sig tvertimod endnu fastere dertil, ophidsede selv sin Sorg og søgte overalt kun Anledning dertil. Hun irriteredes over en slet Anretning, over en aabenstaaende Dør, sukkede for det Fløil, hun ikke havde, over den Lykke, hun manglede, over sine altfor stolte Drømme, over sit altfor snevre Hus.
Til hendes Fortvivlelse syntes Charles aldeles ikke at ane hendes Lidelser. Den Overbeviisning han nærede om at gjøre hende lykkelig, forekom hende at være en idiotisk Fornærmelse, og hans Tryghed syntes hende at være Utaknemlighed. Hvorfor var hun dydig? Var han ikke en Hindring for hendes Lykke, Aarsagen til al hendes Elendighed og ligesom den spidse Torn paa det sammensatte Spænde, der omsluttede hende til alle Sider?
Paa ham overførte hun da alt det Had, der fulgte af
