124
Imidlertid sagde dog Léon tilsist, at han en af Dagene skulde til Rouen i en Forretningssag, og tilføiede: Deres Musikabonement er udløbet, skal jeg fornye det?
— Nei.
— Hvorfor ikke?
— Fordi . . . og med sammenknebne Læber trak hun langsomt en lang Ende graa Traad til sig.
Dette Arbeide irriterede Léon. Emmas Fingre syntes at skrabes derved paa Spidsen, der faldt ham en galant Yttring ind, men han vovede ikke at komme frem med den.
— Opgiver De det altsaa? spurgte han.
— Hvilket? udbrød hun livligt. Musiken? Ak ja, min Gud, har jeg ikke et Hus at bestyre, min Mand at passe, kortsagt tusind Pligter, mange Ting der gaaer forud for at spille.
Hun saae hen paa Uret, Charles blev længere borte end sædvanlig. Hun anstillede sig bekymret, hun gjentog endogsaa to eller tre Gange: Han er saa god!
Skriveren kunde godt lide Hr. Bovary; men denne Ømhed forbausede ham dog paa en mindre behagelig Maade, ikke destomindre gav han sig til at istemme denne Lovtale, som, bemærkede han, ydedes ham af Alle, der kjendte ham, men da navnlig af Apotekeren.
— Han er ogsaa en brav Mand, yttrede Emma.
— Det har De Ret i, svarede Skriveren.
Og han gav sig til at tale om Fru Homais, hvis negligerede Paaklædning saa ofte havde givet dem Anledning til Latter.
— Hvad gjør det? afbrød Emma ham. En god Familiemoder bekymrer sig ikke om sit Toilette. Derpaa faldt hun atter tilbage til sin Taushed.
Det gik paa samme Maade de følgende Dage, hendes Tale, hendes Væsen, Alt forandredes. Man saae hende blive
