123
françois, som Charles just dengang havde under Behandling. — Ja, hvad feiler Fa'er Tellier? . . . Han hoster, saa hele Huset ryster derved, og jeg er grumme angst for, at han snart kommer til at trænge mere til en Fyrretræesdyne, end til en Flonelstrøie. Han har gjort saamange Spilopper i sine unge Dage, det Menneske har aldrig ført en ordentlig Levemaade, han har ødelagt sig med Brændevin. Men det er dog kjedeligt for En at see sine Bekjendte gaae bort. Og mens han spændte Æsken til, udviklede han sig angaaende Lægens Praxis. — Det er formodentligt Veiret, sagde han og saae med et gnavent Udtryk hen til Vinduerne, der er Aarsag til al den Sygdom. Jeg selv er heller ikke rigtig i mit Es, jeg maa nok en af disse Dage hen til Deres Hr. Mand, for at tale med ham om nogle Smerter, jeg føler i Ryggen. Ja, Farvel da Frue! Ærbødige Tjener. — Og han lukkede sagte Døren efter sig.
Emma lod dække til sig i sit Værelse ved Kakkelovnen paa en Bakke, hun var længe om at spise, Alt forekom hende godt. Hvor jeg dog har været fornuftig, sagde hun til sig selv ved Tanken om Skjærfene.
Hun hørte Skridt paa Trappen, det var Léon. Hun stod op og tog et Viskestykke, det øverste af Stablen paa Komoden, for at sømme det. Da han traadte ind, syntes hun at være ivrigt beskjæftiget.
Samtalen døde hen, hvert Øieblik lod Emma den falde, mens han ligesom var aldeles forvirret. Siddende paa en lav Stol ved Kakkelovnen dreiede han Elfenbensetuiet mellem sine Fingre, Hun syede ivrigt eller glattede af og til Rynkerne paa Lærredet med Neglen. Hun talte ikke, han taug, fængslet af hendes Stilhed, ligesom han vilde have været det af hendes Ord.
— Stakkels Fyr! tænkte hun.
— Hvori mishager jeg hende? spurgte han sig selv.
