5
— Reis Dig, sagde Læreren.
Han reiste sig, og Kaskjetten faldt paa Gulvet. Hele Klassen gav sig til at lee. Han bukkede sig ned for at tage den op. Hans Sidemand puffede til ham med Albuen, saa han tabte den igjen. Han tog den atter op.
— Men saa skil Dig dog af med den Hjelm[1], sagde Læreren, der var et vittigt Hoved.
Drengene brast i en skingrende Latter, som bragte den stakkels Fyr i den Grad ud af Fatningen, at han ikke vidste, om han skulde beholde Kaskjetten i Haanden, lade den blive liggende paa Gulvet, eller sætte den paa Hovedet. Han satte sig igjen og blev ved at holde den paa Knæerne.
— Reis Dig: vedblev Læreren; — og sig mig, hvad Du hedder.
Den nye Dreng fremstammede et uforstaaeligt Navn.
— Sig det igjen!
Den samme Stammen som før, overdøvet af Klassens Hujen.
— Høiere: raabte Læreren; — høiere.
Den nye Dreng fattede en afgjørende Beslutning; han spærrede Munden paa vid Gav og udstødte med sine Lungers fulde Kraft, ligesom om han vilde kalde paa Nogen, Ordet Charbovari.
Der blev et gyseligt Spektakel: det reiste sig med Et og tiltog crescendo med gjennemtrængende Hvin, (man brølede, gjøede, stampede og vedblev at raabe: Charbovari, Charbovari!) lidt efter lidt sank det ned til enkelte Hyl, men lagde sig kun langsomt og nødigt fuldstændigt, og kunde pludselig atter reise sig henne fra en Bænk, hvor en kvalt Latter spruttede op ligesom en daarligt slukket Raket.
- ↑ Originalen har her et uoversætteligt Ordspil med casque (Hjelm) og casquette (Kaskjet). O. A.
