119
lie med sig for Motionens Skyld, og Justin fulgte dem med Paraplyer over Skulderen.
Og dog kunde man ikke tænke sig noget mindre Interessant end denne Seeværdighed, en stor øde Plads, hvor nogle allerede rustne Tandhjul laae mellem Dynger af Sand og Stene, omgav en lang, firkantet Bygning, gjennemboret af en Mængde smaa Vinduer. Den var ikke bygget færdig, og gjennem Tagværket saae man Himlen. Befæstet til Gavlbjælken sveiede en med trefarvede Baand omvundet Straavisk for Vinden.
Homais talte. Han forklarede Selskabet dette Etablissements fremtidige Vigtighed, beregnede Plankernes Styrke, Murenes Tykkelse og beklagede meget, at han ikke altid havde en Tommestok hos sig som Binet.
Emma, der holdt ham under Armen, lænede sig lidt til hans Skulder og betragtede Solen, der viste sig som en mat Skive i den fjerne Taage. Hun vendte sig om, Charles stod foran hende, Kaskjetten faldt ham ned over Øinene, og hans tykke Læber skjælvede, hvorved hans Ansigt antog et stupidt Udtryk, selv hans Ryg, hans rolige Ryg var irriterende at see paa, og paa hans Frake syntes hun at see hele Personens Plathed aftegnet.
Medens den Harme, hun følte ved at beskue ham, ligesom indgjød hende et Slags fordærvet Vellyst, nærmede Léon sig hende. Kulden, der gjorde ham bleg, syntes at give hans Ansigt et endnu mildere og mere smægtende Udtryk, den noget vide Skjortekrave blottede hans Hals, Øreflippen tittede frem under en Lok Haar, og hans store blaa mod Skyerne hævede Øine forekom Emma klarere og skjønnere end de Bjergsøer, hvori Himlen speiler sig.
— Ulykkelige! raabte pludselig Apotekeren.
Og han løb hen til sin Søn, der var faldet i en Kalkdynge, da han vilde male sine Sko hvide. Ved de Bebrei-
